Denne vejledning beskriver, hvordan du som ansat på en skole i ITS kan opdatere din computer fra Windows 10 til Windows 11.
Det er nødvendigt at opgradere til Windows 11, da der fra efteråret 2025 ikke længere kommer flere opdateringer til Windows 10. Derfor er det af væsentlig betydning for IT-sikkerheden, at alle ansatte inden da opgraderer til Windows 11, som er afløseren for Windows 10.
Du skal påregne, at opgraderingen kan tage fra én til flere timer afhængigt af, hvilken model din computer er, hvor mange programmer, du har installeret på den, samt hastigheden på din internetforbindelse, hvis du arbejder hjemmefra. Du kan evt. vælge at sætte opdateringen i gang ved arbejdstids ophør, så du ikke behøver at vente på, at den bliver færdiggjort.
Læs hele vejledningen inden du går i gang.
Inden du går i gang
- Hvis du har en bærbar computer, så sørg for, at den er tilsluttet strøm, inden du påbegynder punkterne i denne vejledning. Hvis computerens batteri løber tør for strøm under opdateringen, risikerer du, at opdateringen fejler, og at Windows i værste fald ødelægges, så computeren ikke længere kan starte.
- Du skal have mindst 40 GB ledig plads på computerens C-drev for at kunne gennemføre opdateringen. Hvis det er nødvendigt, kan du selv prøve at tilvejebringe den nødvendige plads ved at køre værktøjet ”Diskoprydning”/”Disc Cleanup” i Windows. Hvis du har mange store filer på din computer, f.eks. film og billeder, kan du overveje at flytte nogle af disse til f.eks. et eksternt, USB-tilsluttet drev, Teams eller et netværksdrev.
- Du bør ikke opdatere Windows mens din computer er tilsluttet internettet gennem en mobildata-forbindelse, f.eks. gennem en mobiltelefon. Opdateringen kræver, at der hentes store mængder data, og du risikerer derfor at overskride din forbrugsgrænse.
Mappen Overførsler kan ofte rumme mange og store filer. Det er f.eks. de filer, du har hentet fra nettet. Hvis du ved, at du sørger for at gemme vigtige overførsler i andre mapper, kan du som regel slette alt indhold i Overførsler uden at gennemgå dem. Alternativt kan du sortere dem efter størrelse og så slette de største af dem, du ikke skal bruge. Slut af med at tømme papirkurven.
Installér installationsassistent til Windows 11
For at kunne få lov til at opdatere computeren til nyeste version af Windows 11, skal du først have installeret ”Installationsassistent til Windows 11”. Det gør du ved at klikke med musen på ikonet med en lille gylden pakke, i nærheden af uret som regel i nederste højre hjørne af skærmen.
Klik på punktet 'Software Katalog'.
Skriv ”windows” i søgefeltet”.
Klik med musen på den firkantede boks, for at sætte et flueben, ud for punktet 'Opdatering: Opdatér til seneste Windows 11'.
Når fluebenet er sat, klik herefter på knappen 'Bestil'. Bekræft, at du gerne vil bestille pakken, ved at klikke på 'Ja' eller 'Yes'.
Du får herefter besked om, at installationen (af installationsassistenten) vil gå i gang indenfor få minutter. Klik på 'OK'. Bemærk, at hvis din computer i forvejen er i gang med at installere andre ting, vil dette blive færdiggjort først, og derfor kan der i nogle tilfælde gå længere tid.
Du kan herefter lukke softwarekataloget ved at klikke på knappen 'Luk'.
Opdatér Windows med installationsassistenten
Installationsassistenten vil starte automatisk, når den er blevet installeret. Den vil fortælle dig, om din computer opfylder minimumskravene for at installere Windows 11. Klik på knappen 'Acceptér og installér' for at fortsætte.
Bemærk: Hvis du IKKE ser en knap med teksten 'Acceptér og installér på skærmen, kan du ikke fortsætte opdateringen af Windows på nuværende tidspunkt. I så fald skal du afbryde installationsassistenten og kontakte skolens IT-supporter.
Opdateringen vil nu gå i gang med at blive downloadet og klargjort til installation. Du kan bruge procentangivelsen til at følge med i, hvor langt den er nået. Du kan fortsætte med at bruge computeren, indtil den er nået op på 100%.
Hvis du forlader computeren, skal du være opmærksom på, at den vil genstarte automatisk en halv time efter at den er nået op på 100%. Hvis du har åbne filer, som endnu ikke er gemt, så sørg for at gøre dette, inden du forlader computeren.
Når installationsassistenten har nået 100%, skal computeren genstartes. Hvis du sidder foran computeren, så kontrollér, at du ikke har åbne filer, som endnu ikke er gemt. Klik herefter på knappen 'Genstart nu'.
Computeren vil genstarte automatisk inden for kort tid.
Der vil nu gå et stykke tid (op mod en time er ikke unormalt), hvor computeren installerer opdateringen. Du vil ikke kunne bruge computeren imens.
Computeren vil muligvis genstarte flere gange undervejs. Det er vigtigt, at du ikke slukker computeren, da du ellers kan risikere, at dette kan ødelægge Windows, så computeren ikke længere kan starte.
Når du kan se dato og klokkeslæt på skærmen, er opdateringen gennemført, og du kan logge ind på computeren, som du plejer. Du skal være opmærksom på, at Windows 11 på nogle punkter adskiller sig visuelt fra Windows 10, men du vil stadig have adgang til de programmer, du plejer at bruge.
Når installationsassistenten er færdig
Uanset om opdateringen til Windows 11 gennemføres eller ej, vil computerens hardwaredrivere efterfølgende automatisk blive opdateret til den nyeste version, for at sikre, at den fungerer på bedst mulige vis. Du vil i den forbindelse muligvis få nedenstående besked, som du bedes svare 'Ja' til. Bemærk, at du muligvis kan opleve at skærmen blinker kortvarigt, eller at computeren kortvarigt mister forbindelsen til netværket.
Hvis noget går galt…
Der kan være visse computermodeller, hvor der for at kunne opdatere til Windows 11 er behov for at gennemføre nogle ekstra trin, som ikke er nævnt i denne vejledning. I så fald kan du opleve at få en besked i stil med nedenstående eksempler på skærmen:
Hvis du får en besked om at Windows ikke kan opdateres, så notér gerne, hvis dette er nævnt, hvad årsagen er, eller hvilken fejlkode der er tale om jf. ovenstående eksempler. Herefter skal du kontakte skolens IT-supporter.
Hvis opdateringen går i gang, men afslutter med andre fejl end de ovenfor viste eksempler, så kontakt ligeledes hurtigst muligt ITS. Du bør ikke forsøge at løse problemet selv, uden forudgående aftale, da dette i værste fald kan føre til tab af data på computeren.